Selv om vi ikke kan mødes fysisk lige for tiden, skal I vide, at vi ikke har glemt jer. Vi har benyttet nedlukningstiden til at rydde lidt op på vores hjemmeside og tilføje ny elementer. Der er stadig undersider, der er lidt forældede, men vi arbejder på det... I dette nyhedsbrev vil vi præsentere noget af det nye på hjemmesiden, som vi håber, at I vil få god gavn af.
Vi håber også stadig, at det vil blive muligt at mødes fysisk i løbet af foråret, så vi i det mindste kan få afviklet vores generalforsamling i rette tid.
Indtil videre vil jeg ønske jer god læselyst og på forhåbentligt snarligt gensyn.
Med venlig hilsen Torben Albret Kristensen Nyhedsredaktør
Elektronisk personregister til Personalhistorisk Tidsskrift
Omkring nytår blev årets udgave af Personalhistorisk Tidsskrift udsendt til medlemmerne. Vi håber, at I har haft glæde af det. I forlængelse heraf har vi færdiggjort vores elektroniske personregister, så det nu omfatter samtlige 141 årgange af Personalhistorisk Tidsskrift.
Personregistret er bygget op på den måde, at der ud for hvert navn er en henvisning til årgang og sidetal. Hvis hæftet er skannet og tilgængeligt online, udgør både efternavn, årstal og sidetal et link til det pågældende hæfte, så man kan læse artiklen på skærmen. Registret indeholder over 350.000 henvisninger, så der er sikkert også noget, I kan bruge.
Siden nytår har flere bøger fundet vej til vores webshop. Her følger præsentation af et par stykker:
Styr på rødderne? Introduktion til slægtsforskning (2. udg.)
Af: Tommy P. Christensen
En lille, rigt illustreret, letlæst lærebog, der benyttes i folkeoplysningen. Bogen baserer sig på en tretrinsmodel, der efter en introduktion til den grundlæggende systematik og hvordan du får skabt din egen anetavle, gennemgår den proces, der kan bringe styr på dine rødder (aner).
En glimrende gave til nye slægtsforskere.
Doktor Leunbach
Af: Jens-Emil Nielsen
Leunbach er kendt som lægen, der kom i fængsel for medvirken til aborter. Men han var meget andet og mere. Han var søn af en dansk præst og en dansk-vestindisk mor. Han var doven og excentrisk i gymnasiet, men blev læge med førstekarakter og skrev teoretiske bøger om socialisme og arvehygiejne, inden han fandt sin livsopgave med at forebygge uønsket graviditet. Han lærte 40.000 kvinder at bruge pessar. Med foredrag og bøger blev han en af Danmarks store seksualoplysere. Hans eget liv blev dramatisk med fængsling og flugt under besættelsen. Og han døde uden at opleve, hvad p-pillen og fri abort kom til at betyde for kærligheden og sexlivet.
Videovejledningerne fra julekalenderen 2020 er nu blevet samlet med de øvrige videovejledninger. Har du endnu ikke set dem, så brug lidt tid på det, mens du alligevel skal blive hjemme...